Bed and Kitchen Køge

Vi hedder Ole og Charlotte og er henholdsvis 60 og 62 år.

Ole er luftkaptajn og arbejder i Tyrkiet.
Charlotte er uddannet agronom og har tidligere arbejdet med Natur og Miljøopgaver i en kommune. Nu efterlønner.

Vores børn er voksne og bor henholdsvis i Norge og her på Sjælland. Vi har 6 børnebørn, som kommer på besøg.

Vi har indrettet huset med en lejlighed i kælderen, Der er 2 værelser, køkken, bad, entre/vaskerum og husets nerve, hvor varme, el, antenne, internet, støvsuger m.m. styres.

Vi har brug for mange værelser, når forældre, børn, børnebørn og hunde kommer på besøg. Men de er her jo ikke hele tiden og så var det oplagt, at bruge værelserne til noget andet.

Charlotte har før lejet værelser ud til faste lejere og var glad for den kontakt og de friske pust, det giver at have fremmede i huset. Derfor valgte vi i august 2009 at starte Bed and Kitchen.

Vi har haft gæster fra det meste af Europa, USA, Canada, Japan og selvfølgelig Danmark. Nogle vil snakke og andre skal bare have et sted at sove. Vi hygger os med gæsterne og håber, at vi får mange og at nogle vender tilbage.

 

Vi glæder os til at se jer   

Ole og Charlotte

Vi købte huset i foråret 2006, fordi vi syntes at det kunne være sjovt, at sætte et hus i stand helt fra grunden. Huset var i rigtig dårlig stand, det vidste vi. Hvad vi ikke vidste var, at det var i utrolig dårlig stand. Alt hvad der kunne være galt - var galt. 

Vi fandt gul tømmersvamp, almindelig hussvamp og selvfølgelig skimmelsvamp. Alt blev derfor hevet ud. Al pudset blev raspet af væggene. Vinduer og døre blev udskiftet. Kort sagt - det eneste der er tilbage er nogle gulvbrædder, der dog for de flestes vedkommende er lagt om, ydervæggene og nogle af indervæggene.

I kælderen blev gulvet hugget op og der blev gravet ned til bunden af den gamle sokkel. Soklen blev understøbt med ½ m. Isolering blev lagt ned, dernæst gulvvarme og gulvet blev støbt. Væggene blev beklædt med 5 cm klimaplader, som vi har hentet i Tyskland. Pladerne består af gibs blandet med fibre. Pladerne fordeler evt. fugt fra soklen, så denne kan ventileres væk, så der ikke opstår fugtpletter og skimmelsvamp. Desuden virker pladerne isolerende.

Udenpå blev soklen forsynet med fugtspærrende plader og isoleret op til terræn. Desuden blev der gravet dræn ned både inde og udenom huset.  Drænvandet pumpes væk, så soklen holdes tør.

Det gamle tag blev revet ned, spærrene forstærket og nyt tag med undertag og isolering til kip lagt op.

 

Bed and Kitchen Køge - Strandvejen ved stranden - Strandvejen 87 - 4600 Køge - Tlf. +45 50 17 53 77 - mail: bbkoge@gmail.com

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk